Gasometer i Oberhausen

2008-02-14T07:40:00.000-08:00

DET GRIMMES ÆSTETIK

2008-02-14T07:16:00.000-08:00

Industrikultur. I Ruhr-området har store industrianlæg fået lov til at stå som kulturhistoriske minder. Det lyder som en dødssyg måde at bruge sine fridage på. Men rustens store katedraler har deres egen mærkværdige charme.

ESSEN. Havner man i Ruhr-potten, er det enten fordi man skal skynde sig videre, eller fordi man er kørt forkert på en motorvej. Kan man tage en person alvorligt, når han eller hun fortæller, at sommerferien går til Duisburg eller Dortmund?

Det kan man godt. Men de færreste gør det nok.

En Bundesliga-kamp mellem Schalke 04 og Borussia Dortmund er det mest fornuftige, man kan tage sig til i denne kæmpekedel med fem-seks millioner indbyggere på et område, der er ti gange mindre end Danmark. Også hvis man ikke interesserer sig for fodbold.

Ruhr-området har et dårligt ry, og det hænger ved.

Sig Gelsenkirchen, og man begynder allerede at hoste af kulstøv. Sig Essen, og man ser en masse skorstene sende røg op i luften. Eller Duisburg Hauptbahnhof - en af mine rejsefæller, mente at Deutsche Bahn skulle retsforfølges for overhovedet at eje sådan et monstrum.

Men ting ændrer sig.

I 2010 bliver Essen Europas kulturby, og den kommer dermed i selskab med finkulturens fyrtårne: Weimar, Paris, Firenze og Amsterdam. Et eller andet må der jo alligevel være dernede, hvis Europarådet da ikke har skudt helt i blinde.

Man lod det komme an på en prøve.

Galleri og restaurant

Første stop var Duisburg, og min rejsefælle havde ret. Den var bestemt ikke køn den banegård. Bedre blev det ikke, da sporvognen gungrede gennem gaderne op til det, som min tyske guide sagde, var et Geheimtip: Landschaftspark Duisburg-Nord. Jeg bildte mig ind, at menneskene gik klædt, som om de havde vasket al tøjet på kogevask, og ellers glemt at spise deres vitaminpille. Men i Duisburg-Nord skulle der være håb forude.

Noget der kunne få turisten til at trykke løs på kameraet: En ægte rusten højovn - engang ejet af Thyssen AG. Her er et gammelt stålværk en af hovedstationerne på Industrikultur-ruten gennem Ruhr-området. Værket står som en gammel rusten industriruin mellem birketræer, buske og ukrudt, der vokser uhæmmet. Det virker næsten dekorativt mellem al denne jern, stål og beton, hvor der er kunstgalleri og restaurant. I en gammel gasbeholder er indrettet et moderne dykkecenter, hvor sportsdykkere øver vragdykning i 30 meter dybde og under farverig belysning. Farverig er også belysningen i weekenderne, hvor industri-friluftsmuseet får en omgang laser og lysspot i grøn, blå, rød og violet. Bjergklatrere øver sig op ad de næsten lodrette betonvægge, og fra toppen af højovn nummer fem har man fra 70 meter en udmærket udsigt ud over Duisburg. Og den by er faktisk pænest set ovenfra.

Jo, jo - det var da en start. Gamle, forladte industrianlæg. Man skulle ikke tro, det var spændende at se på. Men det rå og det grimme har en charme.

Videre til Oberhausen. Man lægger knap nok mærke til, at man er kommet ud af den ene by, før man er i den anden.

Syret rumklang

I Oberhausen ligger Europas største gasbeholder. Da Ruhr-området i 1980erne skruede ned for blusset, var der ikke længere brug for at gemme 350.000 kubikmeter gas i dette monstrum - næsten lige så høj som domkirken i Köln. Nogle mente, man skulle springe gasbeholderen i luften, ligesom de allierede gjorde det under Anden Verdenskrig. Andre mente, at den fede cylinder med sin syrede rumklang ville være det perfekte sted for udstillinger og kunstinstallationer. De sidste fik ret.

To millioner mennesker besøger hvert år Gasometer, der er kommet i Guiness" rekordbog med prædikatet "Europas største udstillingshal". I 1988 slap den sidste gas ud fra beholderen, og i 1994 stod den klar til den første udstilling. Siden har Christo og Jeanne-Claude vist "The Wall" i rummet, der har en lyd, så man tror, man er på vej ud i rummet. Video-kunstneren Bill Viola har boltret sig i beholderen, og det tyske fodboldforbund, DFB, holdt sin 100 års jubilæums-udstilling her for syv år siden. Frem til den 2. december viser Gasometer udstillingen "Das Auge des Himmels" med 58 æstetiske satellitbilleder af jorden i store formater. Her kan man få en bevidsthedsudvidende oplevelse uden at skulle være på stoffer. Sig dit navn, og du hører det otte gange i gigantiske ekkoer oppe under hvælvingen, hvor små lys ligner en stjernehimmel over Sahara.

12.000 ton om dagen

Her fik Industrikultur-ruten en pæn karakter af kulturjournalisten. Men mon nu Essen - den beskidte by, man huskede så meget skidt om - ikke ville trække gennemsnittet ned?

Førstehåndsindtrykket var bestemt ikke godt. På mindre end 20 år har Ruhr-området mistet 600.000 arbejdspladser. Der er kommet grønne områder, cykel- og vandrestier for at tiltrække turister. Men Ruhrs problemer er ikke løst endnu. Arbejdsløsheden er stadig på østtysk niveau, efter at en af Europas største kulminer, Zeche Zollverein, lukkede i 1986. I Essens S-tog er mange mænd, der formentlig er yngre, end de ser ud. Øjenhulerne er dybe, og rynkerne har formentlig været depoter for kulstøv i gamle dage. De eneste to valg, de har haft i livet, har været valget mellem dag ud og dag ind at arbejde 600 meter under jorden eller ikke at arbejde overhovedet.

I Zeche Zollverein arbejdede 7000 mand (for der var ifølge litteraturen ingen kvinder iblandt) på treholdsskift, og de sendte hver dag 12.000 ton kul op til overfladen.

Verdenskulturarv

Nu er den møgbeskidte arbejdsplads en af Industrikulturrutens største attraktioner. Hovedbygningen er kubisme i sin yderste konsekvens tilsat en Bauhaus-stil af de to arkitekter Fritz Schupp og Martin Kremmer. Unesco udnævnte i 2002 kulminen til at være en del af verdens kulturarv i selskab med pyramiderne og Taj Mahal. Og selv om det blot er kedelhuse, elektricitetsværker, kølerum, kontorer, kompressorhaller og værkstedsbygninger, vi taler om her, så er de dog ikke uden skønhed og symbolik.

Rustne jernbanespor løber på kryds og tværs. Gamle tipvognstog er rustet fast, rør løber i myriader, store svinghjul er gået i stå ligesom tiden, kæmpe ventiler og kilometerlange transportbånd - dette er en industriens katedral. Det er grimt, men samtidig smukt. Man undrer sig over, hvordan det kan være begge ting på samme tid.

Landskabet fortæller også sin egen historie. Historien svarer altid igen, når bare den får lov til at være fri for mennesket i nogle få år. Tidsler, mælkebøtter og småbuskads breder sig ind imellem de rustrøde farver.

Alt dette kan man skylle ned med en Diebels Alt ved en campingvogn lige ved siden af den gamle hovedskakt. Nu har man da set Essen - troede man.

Men guidebogen med alle de mange Geheimtips siger, at man ikke skal snyde sig for et besøg i Villa Hügel i byens sydlige udkant. Her boede industrifyrsterne i familien Krupp fra 1873 til 1945.

En "repræsentativ bolig" kalder guidebogen bygningen. Det er en underdrivelse af de store. Efter beton, asfalt og afskallede mure i Essens nordlige del, får man kontrasten banket ind i øjnene ved synet af Villa Hügel. Væk er al trøstesløsheden.

Det er ikke et palæ, men et landslot af britiske dimensioner og med en overdimensioneret have så grøn, så grøn. Man forstår, hvorfor der var grøde i de røde her i Ruhr. Her omkring Villa Hügel er sø, bøgeskove, farver og frisk luft. Nogle var født på solsiden. Andre ikke.

FAKTA

- Ruhr-distriktet ligger i Nordrhein- Westfalen, hvor Rhinen og floden Ruhr løber sammen. Ruhr er 4434 kvadratkilometer stort og har 5,4 millioner indbyggere. Der et Europas tredjestørste byområde efter Paris og London.

- Romerne anlagde en fæstning nord for Duisburg 200 f. Kr. Den blev 341 erobret af frankerne. Ruhrs udstrakte skove blev fældet. Allerede i 1100-tallet blev der fundet kul. Men først med dampmaskinen i det 19. århundrede kom der gang i minedriften. Efter Første Verdenskrig blev Ruhr besat af franske og belgiske soldater i en strid om krigsskadeserstatning. Området blev udsat for voldsomme luftbombardementer under Anden Verdenskrig.

- Et fintmasket net af busser, lokaltog, sporvogne og U-Bahn gør det let og billigt at komme rundt. Information på www.vrr.de

- Industrikulturruten er 400 kilometer lang og tæller 19 stop. Blandt højdepunkterne er kulminen Zeche Zollverein, industriparken Duisburg Nord, gasbeholderen i Oberhausen, familien Krupps privathjem i Essen og kemiværket i Marl. De fleste seværdigheder er lukket om mandagen

På internettet giver adressen www.route-industriekultur.de alle oplysninger om seværdigheder, åbningstider og temaruter.

Kultur i Ruhr

Gasometer i Oberhausen

DET GRIMMES ÆSTETIK